Det er torsdag aften d. 26/2-15.
Jeg er højgravid med tvillinger. Ja, tvillinger…..

I forvejen har vi en pige på lige knap 10 år, og en dreng på 7 år. Og nu skal vi have tvillinger.

Må indrømme at jeg både er spændt, glad og en smule skræmt ved tanken om, at der meget snart kommer 2 små spædbørn til familien.
Graviditeten er egentlig er gået meget fint. Jeg har ad to omgange haft lidt blødninger, og har også være en smule plaget af plukveer. Netop derfor valgte min læge i efteråret, at jeg skulle sygemeldes resten af tiden. Det var en kæmpe lettelse for mig. Jeg arbejdede på det tidspunkt i et kostskolekøkken, og jeg kunne godt mærke, at min krop havde svært ved at have energi og kræfter til både, at arbejde på fuld tid og så osse lige lave to nye mennesker.

Men jeg er allerede nået til uge 34. Jeg har haft et par enkelte plukveer i løbet af dagen, men ikke noget som kunne give anledning til bekymring. Hen på aftenen bliver ungerne puttet, og vi går stille og roligt i seng. Præcis som vi plejer.

Midt om natten, klokken 02.20, vågner jeg fordi jeg skal tisse. Jeg sætter mig med møje og besvær op, og straks mærker jeg en velkendt følelse. En form for indre “klik” lige over underlivet.

Og plask…….

Spontan vandafgang.

Præcis samme start som ved de to første. Ved den første, gik der ca. 6,5 time fra spontan vandafgang til jeg havde født. Ved nr 2 gik der kun 4,5 time fra spontan vandafgang til jeg havde født. Så jeg havde jo en lille forventning om at det også denne gang ville gå forholdsvis hurtigt.
Jeg skynder mig at vække min mand, og han ringer til min mor, som vi på forhånd havde aftalt med, at hun skulle passe de to store, når de to små kom til verden.
Jeg selv ringer til fødegangen på Næstved Sygehus. Jeg fortæller, at

  • jeg er 34+6
  • vandet er gået
  • jeg er tredje gangs fødende
    og venter tvillinger

Jeg bliver straks beordret til at lægge mig fladt ned på ryggen, og vente på den ambulance hun netop har sendt afsted.

Det er helt normal praksis,
at man hentes i ambulance når man er gravid med tvillinger.

Der går ca. 15-20 minutter og ind kommer 2 unge flinke falckmænd. Vi kører stille og roligt mod Næstved, og min mand følger efter i vores bil. Veerne er ikke rigtig kommet igang endnu, men ved de to første gik der også lidt tid inden veerne kom i gang.
Da vi ankommer til fødegangen, bliver jeg tilset af en jordemoder som hurtigt konstatere, at jeg er 4 cm åben og den ene dreng stikker hånden ud.
Hun kigger lidt mærkeligt på mig, og tilkalder en anden jordemoder.

Jep, den er god nok, det er en lille hånd som er på vej ud.

Ret hurtigt bliver jeg scannet, og det er meget tydeligt, at begge drenge har valgt, at lægge sig på tværs.

En kvindekrop kan utrolig meget, men føde på tværs, det kan man altså ikke.

Jordemoderen siger så til mig, at jeg jo nok godt kan regne ud hvor det her fører hen? Og jo, det kunne jeg godt. Hun siger så også, at det er okay at blive ked af det, for det var jo ikke lige det jeg havde regnet med. Og jeg må indrømme, at lige der fik jeg en klump i halsen. For nej, det var bestemt ikke det jeg havde regnet med. Blot to dage forinden var jeg blevet scannet, og da lå begge drenge klar med hovedet nedad. Så jeg havde da bestemt forventet, at drengene skulle fødes vaginalt som deres storesøskende også var. Men sådan skulle det åbenbart ikke være denne gang.
Jeg bliver gjort klar til operation, og kørt til operationsstuen, som er ved at blive fyldt godt op med mennesker. Der sker en hel masse på samme tid, og mit hoved har lidt svært ved at følge med i hvad der foregår. Tilfældigvis er jeg den eneste fødende på dette tidspunkt, så en af jordemødrene vælger at følge med til operationsstuen, kun for at stå ved min side og fortælle og forklare om alt hvad der foregår. Det var dejlig betrykkende for mig.

Kl. 04.44 og 04.45 er begge drenge født ved det man kalder akut kejsersnit udført under fødslen. Så også denne gang blev det en hurtig fødsel.

Det tog blot 2,5 time fra den spontane vandafgang derhjemme
og til begge drenge var født.

Begge drenge bliver flyttet til neonatal og jeg bliver kørt på opvågningen til bedøvelsen er ude af kroppen. Min mand følger med drengene og får taget et fint billede af dem.

Mit første møde med mine drenge er gennem et billede på en telefon.

Ikke ligefrem et ønskescenarie, men det var nu engang sådan det blev.

Min konklusion på det hele er, at

selvom tingene ikke lige går som man havde regnet med, så kan det godt blive godt alligevel.

Vi har ikke altid kontrol over hvad der sker omkring os. Men stol på, at dem der har kontrollen, de ved præcis hvad de skal gøre, og hvornår de skal gøre det.
Personalet på vores sygehuse er super kompetente og ved hvad de har med at gøre.
Vi har fået to dejlige drenge mere til børneflokken.

Og selvom det hele på et tidspunkt var lidt hektisk, gjorde jeg gerne det hele om igen.